Brudstykker fra en
integrationskonsulents dagbog

Hvor går grænsen mellem at handle professionelt og menneskeligt?

mig selv (2)

Af: Marie Blæsild, visuel antropolog hos Center for Integration

Hvordan håndterer man mødet med nogle af Danmarks mest udsatte borgere? Og hvornår har man gjort nok? 
I denne artikel kommer du med helt tæt på de personlige tanker og overvejelser, som kan opstå i krydsfeltet mellem medmenneskelighed og professionalisme. Personerne i artiklen er opdigtede, men baseret på den virkelighed, som vi hver dag forholder os til i arbejdet med integration. 

4. april

Jeg har fået en ny sag. I morgen skal jeg møde Muhammed for første gang. Indtil videre, er det eneste jeg ved om ham, at han er en ung mand på 18 år, som kom til Danmark som uledsaget flygtning fra Irak da han var 16 år gammel. Derudover har jeg fået oplyst, at han bor i en lejlighed for sig selv, er mentalt retarderet og lider af PTSD.
Jeg er spændt på at møde ham i morgen. Efterfølgende skal jeg mødes med sagsbehandleren fra kommunen og vi skal blive enige om, hvilke mål vi skal arbejde ud fra. I morgen aften, er jeg helt sikkert meget klogere.

5. april

Ja, jeg blev klogere. Men også lidt bekymret. Det virker til, at Muhammed har det rigtig dårligt. Jeg kunne næsten ikke få kontakt til ham. Han sad bare og spillede computerspil på en gammel stationær computer, som en af hans venner har givet ham. Lejligheden var rigtig ulækker, der var skrald mange steder, og askebægre med cigaretskodder rundt omkring. Lejligheden har 3 værelser. Han har slet ikke brug for så meget plads. Det er kun 1 måned siden, at han flyttede ind. Før boede han i et bofællesskab med andre unge, hvor der var personale til stede.

Sagsbehandleren og jeg har aftalt, at jeg blandt andet skal støtte Muhammed i at komme mere ud af lejligheden og præsentere ham for nogle fritidsinteresser.

10. april

Nu har jeg fået mere overblik over sagen. Det viser sig, at lejligheden som Muhammed bor i, har en relativ høj husleje. Det er kommunen, der har fundet den til ham, fordi han nu er over 18, og ikke længere kan bo i bofællesskab. Det er en midlertidig løsning, så efter 5 måneder, skal han finde noget andet. Jeg har lagt et budget for ham, og efter regningerne er betalt, er hans rådighedsbeløb på 1251 kr. I denne måned var det kun på 718 kr., fordi han fik en regning for internet. Han ryger meget, så der er ikke mange penge tilbage til mad og nødvendige ting. Han har før haft andre misbrug og været selvskadende. I det perspektiv, virker rygning ikke så slemt, og jeg vurderer, at det på nuværende tidspunkt ville være umuligt for ham at stoppe med at ryge.

Mit mål for den næste uge, er at søge noget ekstra økonomisk støtte til ham fra kommunen og ansøge om boligstøtte. Muhammed taler ikke meget dansk, og evner ikke at tjekke sin e-boks eller ordne ting med banken. Så det er mig der gør det. Der er nok at tage fat på.

20. april

Det er umuligt at få Muhammed ud af lejligheden. Han nægter, og han siger han alligevel ikke har penge til at tage bussen. Det er frustrerende, for vi kunne jo godt gøre noget, der ikke kostede penge, men det virker som om han er helt nede i et sort hul. Når jeg læser mere ind i hans sag, forstår jeg godt hvorfor. Han er vokset op med en ekstremt voldelig onkel, der har mishandlet ham og resten af familien. Han flygtede til Danmark med hjælp fra en fætter, men har ikke noget netværk her i landet, udover en ven fra det bosted, hvor han boede før.

17. april

Nu har jeg talt med alle de mennesker, jeg kan komme i tanke om. Jeg har orienteret kommunens sagsbehandler, men ingen kan hjælpe økonomisk, og der er ikke andre ledige boliger, som han kan flytte til. Jeg prioriterer, at han skal få betalt husleje og elregninger, så han i det mindste ikke bliver smidt på gaden. Ansøgningen til boligstøtte er afsendt, men der er op til 2 måneders ventetid. Rent professionelt føler jeg, at jeg har gjort det jeg kunne, men det føles ikke som nok. Det hele fylder meget i mit hoved, og jeg er påvirket som person. Jeg er virkelig bekymret for, om han kunne finde på at gøre noget kriminelt. Hans IQ er lav, og han ville være let at lokke til at aflevere en lusket pakke eller gøre andre ”ærinder” for et par hundrede kroner. Jeg havde en knude i maven, da jeg kørte hjem. I dag er det lørdag, og jeg har lige skrevet til ham, for at høre hvordan han har det.

23. april

Jeg var på besøg hos Muhammed i dag. Vi havde aftalt en tid hos lægen, og jeg skulle med som tolk. Men da jeg kom, ville Muhammed ikke med. Han var ikke engang stået op. ”Jeg kan ikke tage til lægen” sagde han. Jeg spurgte hvorfor. Han svarede, at han ikke havde noget rent tøj, og han ville ikke med til lægen i beskidt tøj. ”Men hvorfor har du ikke vasket?” spurgte jeg. Jeg ved, at han kun har ét par busker, men derfor kunne han jo godt vaske dem, tænkte jeg. ”Jeg har ikke penge til vaskeriet,” svarede Muhammed. Jeg forsøgte at få ham til at tage de beskidte busker på, men det var tydeligt, at han var flov. ”Kan du ikke vaske dem i hånden?” spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke hvordan man gør,” svarede Muhammed. Efter en snak med en kollega i telefonen, besluttede jeg at gå med ham ned i vaskeriet, og putte penge i maskinen.

Det havde været så let at stikke ham 200 kroner fra min egen lomme. Så vidste jeg, at han i det mindste kunne købe mad til weekenden. Men jeg ved, at det vil ødelægge vores relation, hvis han begynder at se mig som én han kan få penge af. Og det ville ikke være professionelt. Men hvor går grænsen mellem at handle professionelt og menneskeligt? Jeg taler meget med mine kollegaer om det, og har fået supervision. Men alligevel drømmer jeg om det om natten.

27. april

Jeg var forbi hos Muhammed. Jeg havde en pose med noget af mit aflagte tøj med til ham. Jeg havde tænkt mig at sige, at jeg havde fået det af nogle bekendte. Men Muhammed lukkede ikke op. Han er begyndt at spille computer om natten, og så sover han hele dagen. Jeg håber, det var derfor, han ikke svarede.

5. maj

I dag var jeg nede ved Muhammed igen. Denne gang lukkede han op. Vi snakkede lidt, og kiggede på nogle papirer fra kommunen. Han spurgte, om jeg ville hente noget cola i køleskabet. Jeg åbnede køleskabsdøren og kunne konstatere, at der kun var cola, intet andet. ”Hvordan får du mad Muhammed?” spurgte jeg ham. ”Nogle gange kommer der en ven med noget mad, og så spiser vi sammen,” svarede han med ansigtet vendt mod computerskærmen. Min stilhed fik ham til at vende hovedet og kigge på mig. ”Det går nok” sagde han med et lille smil, som for at trøste mig. Han rakte ud efter cigaretterne. 

Han fortalte mig senere, at han havde brugt 260 kr. i weekenden på cigaretter, pizza, sodavand og morgenmad, fordi han fik sin ven på besøg. Nu har han kun 458 kr. tilbage til resten af måneden. Jeg overvejede om jeg (igen) skulle snakke med ham om prioriteringer og budget, men jeg kunne ikke få mig selv til det i dag. Han er 18 år, skal han ikke have mulighed for at købe pizza til sin ven engang i mellem?

6. maj

Nu er det lidt over en måned siden, at jeg første gang mødte Muhammed. Det er en sag, der virkelig har fyldt meget for mig, og som stadig gør det. Det primære problem er den dyre husleje og den lave integrationsydelse. Men han skal ikke blive i lejligheden så længe, så jeg håber det løser sig med tiden. Jeg krydser fingre for, at han i mellemtiden ikke får sig rodet ud i noget dårligt selskab for at tjene et par ekstra hundrede kroner. Nu taler sagsbehandleren om, at han skal i sprogskole og praktik. Jeg forstår godt de stiller krav. Det skal de jo, og krav kan være gode. Men jeg er bange for, at han ikke kan magte det, og ender med at blive trukket i sin ydelse, hvis han ikke møder op. Så vil han da være helt på spanden.

Jeg sad og journaliserede i dag, og blev slået af, hvor langt væk nogle af de mål, vi har sat for Muhammed, er fra virkeligheden. Den sidste måned har været ren overlevelse. Det har handlet om de basale ting. Mad, tag over hovedet, rent tøj. Det har på ingen måde været realistisk at arbejde med at komme ud og få nogle fritidsinteresser. At blive en del af samfundet. Det har jeg prøvet før i andre sager, men ikke så ekstremt som denne. Her har Muhammeds fattigdom virkelig lagt sig som en tyk hinde over alt, så selv et simpelt besøg til lægen, til tider blev en umulighed.

Nogle gange, når jeg sidder sammen med min familie og spiser aftensmad, så virker det helt uvirkelig, at Muhammed sidder alene et andet sted, i en alt for stor lejlighed, med et tomt køleskab. Hvor mange mon der findes som ham, rundt omkring i Danmark?

Denne artikel er publiceret d. 18-12-2018

Tilmeld dig vores nyhedsbrev